Planlægning af badeværelset - Badkøb.dk

Planlægning af badeværelset

Foto: Hafabad - Lime serien
Tanken om et nyt badeværelse opstår ikke bare fra den ene dag til anden. Ofte kan der gå flere år fra den første tanke, til at man rent faktisk går i gang. Ønsket om et nyt badeværelse kan have flere årsager. Det kan være en ændring af familie situationen f.eks i form af af et barn, eller at børnene flytter hjemmefra. Behovene til badeværelset ændrer sig løbende og hvis rummet ikke fungerer efter hensigten, er det en god ide at gøre noget ved det. En anden årsag kan at badeværelset er slidt og ganske enkelt trænger til en gennemgribende renovering. Der er dog efterhånden gået så meget mode i badeværelser, at mange ikke når at slide det op før det skal udskiftes.

Processen med at renovere badeværelset kan være lang og til tider snørklet. Men som med alle andre byggeprojekter er et godt forarbejde afgørende for forløbet. Grundig planlægning og overblik er alfa og omega for et godt resultat. Sørg for at afsætte god tid til at få alle detaljerne på plads inden man går i gang.

Hele forløbet kan opdeles i flere faser som kommer naturligt efter hinanden. Her er det i princippet ligegyldigt, om man selv vælger at stå for renoveringen, eller om man har sat en rådgiver til at styre projektet.

Behov og ønsker
Foto: Køkkenstudio
Start med at kigge på jeres nuværende badeværelse. Hvad er godt og ikke mindst hvad er skidt. Der er sikkert nogle ting som ikke fungerer ud fra de behov og krav som I stiller til badeværelset. Hvor mange og lige så vigtig hvem skal bruge badeværelset? Er det et rent forældre badeværelse er der andre behov end hvis badeværelset skal bruges af børn eller teenagere? Især om morgenen kan der være ”tryk” på badeværelset. Hvis flere skal til på samme tid, er det en god ide at tage højde for et sådan behov når badeværelset senere skal indrettes. Det kan være i form af flere håndvaske eller afskærmning af bruse facilliteterne. Er der kun et badeværelse i huset kunne det være en ide at kigge på muligheden for at etablere et ekstra badeværelse eller alternativt et ekstra toilet i huset.

Hvis badeværelset er placeret i en kælder eller på anden vis er langt væk fra soveværelse eller børneværelser, kan det være en ide at flytte badeværelset. Det vil være en bekostelig affære, men holdt op i mod fordelene, kan det være en god investering. I huse uden bryggers vælger mange at placere vaskemaskine og tørretumbler på badeværelset. Noget som kræver et stort badeværelse eller som i stedet vil gå ud over andre ønsker såsom badekar, bidet eller skabsplads til håndklæder etc. Endelig er der med de senere års fokusering på personlig velvære og afslapning i badeværelset, opstået nye krav og behov til rummet. Hertil bruges både spabade, fjernsyn og musik og disse behov skal ligeledes defineres.

Inspiration
Foto: Bad og Design
Allerede tidligt i forløbet er det en god ide at søge information og inspiration fra forskellige medier og besøg i showrooms. Internettet er det lettest tilgængelige medie og her er det ikke svært at blive inspireret. Men også boligmagasiner, blade og avisernes boligtillæg beskæftiger sig ofte med badeværelser. Via internettet bliver man hurtigt præsenteret for et sammensurium af artikler, billeder og fora omhandlende badeværelset. Her er kunsten at sortere i den information der dukker op. Det er ikke altid informationen er lige uafhængig og i flere tilfælde kan oplysningerne vise sig at være direkte usande. Bolig magasiner og blade byder på en række flotte og ofte højtflyvende artikler og billedserier som kan være svære at overføre til sit eget badeværelse. Det er ikke her man får den grundige introduktion til materialer og muligheder. Til gengæld vil man kunne tage små ting med sig og bruge når badeværelset skal indrettes og materialerne skal vælges. Og man vil få en fornemmelse af de senest trands og nyheder.

Man kommer dog ikke uden om at besøg i badbutikker og showrooms er en uundværlig del af inspirationsfasen. Det at kunne se mulighederne med ens egne øjne og røre ved tingene i virkligheden er utrolig vigtigt. Her vil man ofte komme ud for at kunne genkende ting man har set i de medier man har læst. Så der er flere værdifulde måder at blive inspireret på og sammen vil de efterhånden danne et overblik over, hvilke materialer der kunne være interessante i badeværelset.

Økonomi
Foto: Pixmac
Det er en god ide at stille nogle økonomiske rammer op fra starten af. Mange finder dog hurtigt ud af at det er en vanskellig opgave. Der er mange uforudsigelige omkostninger forbundet med at lave badeværelse. Udgifter til inventar og sanitet er forholdsvis let at budgettere. Men hvad koster evt. ændringer i installationer, gulv og vægge? Prisen på projektet afhænger i høj grad af, om man selv vil stå for det meste af den håndværksmæssige del af projektet. I så fald er det kun materialer og de få nødvendige håndværkerudgifter som man ikke selv må udføre, der skal med i budgettet.

Søger man derimod en total løsning, udført af proffesionelle håndværkere, er det svært at estimere sine omkostninger, uden at have et fast tilbud at rette sig efter. Som tommelfingerregel skal man regne med minimum 25.- 30.000 kr inkl. moms pr kvm ved en renovering af det eksisterende rum eller badeværelse i nybyggeri. Hvis man derimod flytter badeværelset til et nyt rum i huset, vil prisen være noget højere, grundet omkostninger til flytning af rør og afløb. Ligeledes vil et generelt valg af designer materialer udløse en noget højere pris. Kobler man en rådgiver på allerede i denne fase, vil denne kunne give mere kvalificeret bud på den samlede pris. Efterhånden som man arbejder sig hen i planlægningen vil overslaget blive mere og mere præcis.



  Gå videre til Del 2